Bemerkninger
samlede
paa en reise i Strandens hovedsogn paa Søndmøre.
Af Peder Fylling.
Utrykt manuskript av Peder Fylling, Universitetsbiblioteket i Bergen, UBB MS 185n
Upshaug. Man antager at denne gaard skal have
faaet sit navn af en mand Ups, og muligt den samme
som omtales idet gamle Ættlæg “Adversaria Hvidtfeld-
iana”,(Se Fortidsminders. Selskabets Aarsberetning,
aar 1862 Pag. 8) og at han skal ligge hauglagt etsteds
paa gaarden, samt at baade Upshaug gaard og Upsvig skal
vere opkaldte efter ham. Nu søger man forgjeves efter Ups
gravhøi paa denne gaard, da den.for lenge siden er gjevnet med
jorden, derimod ligger der tet vesten for husene i Upshaug en
rundhaug hestaaende af sand med noget sten iblandet, Kolgra-
ven kaldet, af Kol, et mandsnavn: Atsaa har her en mand
ved navn Koll i gamle dage veret hauglagt.
Haugen holder 28 skridt i omkreds, og høiden kan ikke bestemmmes
nu, da gravhøien for en del er udgravet, uden at man ved om
noget fund er gjort.Upsvig er nabogaard til forrtnente gaard Upshaug, da en
elv (hvori saugverk og 2 de stampemøller) deler uforholdsmessig
disse 2 de gaarde i 2 de dele. I følge ovennænte gamle ættlæg,
skulle en Arnljot Gadabein have opført en kirke paa
sin gaard i Upsvig, da han antog kristendommen i Kong
Olaf den Helliges tid. Han var eier af gaarden Upshaug,
Upsvig, Helle(nu Vigene kaldet) og Heidinsgjerde, nu Hesse-
gjerde til odel og eiendom. Man paaviser endnu tomten hvor
kirken har staaet, samt kirkegaarden og kirkegaardsmuren
er endnu synlig, paa vestre og nordre kant. Jeg maalte grund-
volden, hvor kirken har staaet, og befandt den at have veret en
langbygning, 12 Alen 18 tom fra syd til nord og 16 alen fra øst
til vest. Grund- muren under alterbordet har veret 2 1/2 alen i kva-
drat. For nogle aar siden, ved at udstrekke en ager ind paa
kirkegegaardens søndre del, fandt man flere ordentlige grave, hvor
i menneskeben, og tet vesten for kirkens tomt, fandt man en stor
helle, muligt en dørhelle til indgangsdøren mod vest, og
9 alen lenger mod vest stod i jorden et lidet stenkors.
Den nevnte dørhelle laa nu til dørhelle til fjøset
til eieren af kirkegaarden Lars A. Olsen Upsvig, en nogenlun-
de oplyst mand, men stenkorset der imod, blev benyttet som
bygsten i fjøset, uden at det nu er synligt idagen. I det
manden beklagede, at han ikke tog vare paa korset, beskrev
han, som han sagde, nøie stenkorsets størrelse og form, som
han for mig opgav saaledes. Korsets lengde 2 ½ Alen, 9 tom
tyk, bredden over armene i alen 10 tom, og over begge smalen-
der 8 tom. Andre steder paa kirkegaarden havde man ved
gravning fundet en større og en mindre gravstene, den mindre
var tildannet med Konst, idet den var lige som gladthøvlet, baade
ovenpaa og til siderne. Begge disse stene, vandrede ogsaa
ind i mandens fjøsmur.
200 alen i NØ for kirkegaarden, fandt jeg en rundhaug 160
alen i omkreds, er noget udkastet i toppen, og bestaar den bare
af koppelstene.200 alen fra denne, i samme retning, ligger en langhaug 16
alen lang, 6 alen bred 1 112 alen høi, lagt af sand med sten iblant.
Omtrent 500 alen i Sydøst fra den omtalte kirkegaard, paa-
viser man et sted, en flad gjævn mark, men nu bevoxen med
nogle birketrær, som fra gamle tider stedse benævnet for
den “gamle kirkegaard”, og hvor ogsaa, ifølge sagnet, en kir-
ke skal have staaet, før end den opførtes paa det for nevnte
sted, nærmere gaardstunet.Skarbø. Omtrent mit millem gaardstunet og søen, paa en
høidepanet[?], støtte man for nogle aar siden paa en forstyrret
grav, der 3 flade stenheller, der havde dekket graven var afrast
og tet hær laa i jorden et jærnsverd og en liden trynesten, som
endnu er tilstede. Sværdet var usedvanligt tykt og bredt, rundt
1 alen lang klinge 2 tom bred, enegget, millemkarlen[?] af hjal-
tet[?] var saa paavirket af rust, at den gik itu, sværdknappen f..[?]-
ien trekant, svært tung, det hele veide 6 mark.Helsheim. Ifølge et gammelt familiesagn som
stedse har været i folkeminde herpaa gaarden, skal en
høvding ved navn Helle i gamle dage have boet her,
og efter hvem gaarden skal være opkaldet “Hellesheim”.
Oven for veien i vest for husene, paa en høide hvorfra [MAN]
haver god udsigt, fandt jeg en stor rundhaug, 59 skridt i omkreds og rundt
omved foden besadt med en rad stene, toppen udkastet. Haugen bestaar af
jord og sten iblandet. Noget vestigere ligger en langhaug, 26 skridt lang
3 skridt bred , men bare 1 alen høi, og danner en skarp spids til
begge ender, lig en baad, paa mitten spor efter gravning.Giskehaug (:Fordum Gjildeshaug:) Østen for gaardstunet
i Nord for veien, udbreder sige et gjevnt og fladt teren, hvor egnens beboere
i gamle dage skal have haft samlingssted for deres gjilder, overenstemmende
med bestemte vedtægter. Paa den nordvestligste kant af bemeldte teren,
ligger en ikke meget stor stenrøs, hvori man aar 1839 fandt den
i Urda I B: Pag 392 omtalte Guldfingerring (:Peter Giskehaug var finderen:)
Naar der sammesteds hedder, at gaarden hvor ringen fandts, hedde Giskeødegaard,
da er dette en skrivefeil. Gaarden kaldes i matrikkelen Giskehaug rettere
Gjildeshaug, men i daglig tale af almuen kaldes den Ødgaard (:Utgaard:)
nemlig en gaard gaard som ligger uden for hovedgaarden Helsem eller Helsheim.Slyngstad. der ved aar 1759 blev udlagt til Prostegaard for Strands
Prestegjild. At gaarden ogsaa i Oldtiden, saavæl som i den norske
middelalder har haft mægtige beboere, skjønner ogsaa deraf,
at paa en høide vesten
for kirken, nemlig oppepaa den første terrasse (:afsats:) ligger
en stor rundhaug af sten, noget udkastet i toppen, samt, at oppe paa den
4 de og sidste afsats paa bakkeheldet, har i de katolske dage staaet et
kors, da stedet endnu benævnes for Korsbakken.I analogie med hvad man ved om hvad tilfældet har veret paa andre
steder i vort land, feiler man vist ikke, ved at antage at beboerne paa
bemeldte gaard Slyngstad i pavedømmets tid førend en kirke
blev opført paa gaarden, hadde etsteds i bemeldte Korsbakken haft
staaende et kors, af trae eller sten, hvorved de har.i et fromt øiemed
forrettet deres andagt. Man finder sikkert bevis for at en sognekirke var
opført paa Slyngstad allerede aar 1428 (:Se Aslak Bolts Jordebog:)
endskjønt sagnet siger, at der har staaet en kirke omtrent 100 aar
før. Sagnet forteller saaledes som en uomtvistelig sandhed, at efter
at sortedøden ogsaa haude gjort det nesten øde for folk idet
nuværende Strands prestegjeld, gjenlevde der efter denne faresot,
bare en mand paa gaarden Upsvig, der tog til at søge fræm
gjennem Strandsdalen, om han fandt mennesker i live, men han fandt ingen,
for end han kom fræm til gaarden Øvrevold, hvor han fandt
et kvindfolk, som han tog tilsig, og med hvæm han skal have faaet
flere børn. Af disses afkom, og i forening med nye indvandrede folk,
befolkedes atter Strandedalen saaledes, at man om føie [?] tid fandt
det nødvendigt, at
faa sig opført en kirke paa et for dalens beboere beleiligere
sted, end i Upsvig, hvor deres sognekirke stod før sortedøden.
Og nu forteller man, at dalens øverste beboere vilde have kirken
opført paa gaarden Fjørstad, men beboerne nederst i dalen
vilde at kirken skulde staae paa Slyngstad, og her om blev der af ogtil,
mange store kjøvlerier og fik beboerne oppe i dalen til syvende
og sidst fattet den beslutning, at kirke skulde opføres paa gaarden
Fjørstad, og materialer til kirken blev fræmbragt til det
bestemte byggested. Men en nat, siges der, blev kirkens syller borte, og
efter lang søgen efter disse, fandt man dem endelig igjæn
paa gaarden Slyngstad, der nemlig, hvor de nedre daleboere ønskede
kirken opført, og da man ansaa flytningen af disse materialer for
et varsel fra et høiere usynligt væsen, blev det da besluttet
at kirken skulle opføres p.aa bemeldte Slyngstad.Om det var denne samme kirke som der opførtes,(: en langbygning
bestaaende af stavverk:) som stod lige til aar 1731, da den bragtes i uorden,
ved at Rammerfjeldet faldt ud, vides ikke, men er neppe troligt.Aar 1838 opførtes en ny kirke for Strandens menighed, i form
af en Ottekant, med kor og vaabenhuus. Af kirkens inventarier fra pavedømmets
tid, maa jeg omtale,
de 3 billeder i alterskabet, i mitten Marie med krone og Jesubarnet
paa armen. Paa høire til hende St. Laurentius med Stigen (:Risten:)
hvorpaa han led martyrdøden. Til venstre af Marie staar apostelen
St. Andreas med sin attributt, nemlig skraakorset, hvorpaa han blev korsfestet
med hovedet vendt nedad.Fløidørenens indvendige og udvendige alderdomsmessige
malerier, forestiller senen af ovennævnte hellige Laurentius liv,
nemlig hans gjerninger, lidelse og død, alt saa omstendelig som
helgenhistorien forteller.Den gamle alterbordplade af sten, med relikvihjemme i har man nedværdiget
til dørtrin uden for den søndre kirkedør og det store
(:5 qvart i diameter:) vievandskar af sten, der staar ien kraa i vaabenhuset,
var man paa vei at ønske benyttet til at barke huder og skind i,
lige som en lignende vandalisme har vederfaret predikestolen, der skjønt
et langt finere arbeide med udskjeringer, der forestiller 6 af etpostlerne
med hvær sin attributt, ved at lade maleren udviske en ind
skriften, paa en hveføiet[?] tavle der lød: “Gud til
un og kirken til beprydelse, er denne stol bekostet og forunt Strands kirke
af Nils Jacobsen Knag foged over Sundmøre aar 1648.11 Alterkalken
af sølv er fra aar 1651, og brødfadet, lige-
ledes af sølv , er fra aar 1696. Den eldste klokke i taarnet
er støbt i Tromdhjem 1721 o:s.:v:Ringstad. Man skulde tro, at paa denne gaard, der har været
beroet af rige og formuede beboere i fortiden, kunde findes mindesmerker
i en større skala, men iden henseende blev jeg skuffet. Bare levninger
after en rundhaug, beliggende neden for gaardens huse, dog ovenfor veien,
var tilsyne, efter som ploven har gjevnet alt med jorden. Mandsnavnet Rove
Ringstad, en broder til Gudbrand i Vik i Søkelven, som tet efter
sortedødens tid, boede her, er endnu i stadig erindring, men intet
sagn hviler paa gaarden,paa det nær.Langloe, er nabogaard til Ringstad, og er den efter al sandsynlighed
den eldste og betydeligste gaard i Strands sogn, da dette som oftest beneævnes
efter denne gaard, nemlig Langlostranden. Tet oven for gaardstunet paa
Langlo er en stor Rundhaug, kjedelhaugen kaldet, med det sagn, at man engang
skal have fundet en kjeddel (:Urne:) i haugen. Gaarden har i langsommelig
tid været Thingsted, ei allene for Dale, men ogsaa for Syndelven
skibrede. Af nogle med indskrifptioner forsynede vinduesruder fra det 16
de aarhudrede, der nu har faaet plads i et stabur, ser man, at samme vindue
før har staaet i Thingstuen. Man har bevis for, at omkring aar 1590
var en vandsaug staaende i elven paa Langloe, men nu har
man kun navnet paa en haug, hvor saugen stod, Saghaugen, kaldet, som
minde herom. (:Om familien Langeloe, se min Personalhistorie optagen som
følietvun [følgjetwig?] til Aalesunds blad:)Nedreberg. Her maa jeg tage mig den frihed som anledningen giver,
at rette en feil som vore antikavarer har gjort sig skyldig i, ved at offendtliggjøre
et fund af oldsager i vort land. I Urda 2 re bind Pag 394 fortelles,
af V.F.K. christie,at aar 1827 fandts under en helle i en stenrøs
paa gaarden Ringstad i Strands prestegjeld 2 de sølvringe (Armringe)
o:s:v:, men at findestedet var Ringstad, er ganske urigtigt. Hvad enten
biskop Neuman i eller hans hjemmelsmand for beretningen om fundet, p rovest
Thoresen har feilet, er ikke godt for mig at sige, nok er det, at ringene
var ikke fundne paa bemeldte gaard Ringstad, men paa gaarden Nedreberg
1/4 miil oven for den førstnævnte gaard Ringstad. For end
jeg indfandt mig paa bemeldte Nedreberg, havde jeg kjendskab til den feilaktige
beretning om findestedet hvor hine 2 de ringe fandts, og nu, ved min nærverelse
paa gaarden, lod jeg gaardens opsidder, der er en søn af finderen,
mig fortælle den sandfærdige beretning om fund et. Derved,
at hans fader Peder Pedersen Nedreberg (:saaledes lyder mandens beretning:)
begyndte at opføre et Stengjærde, i hensigt at fraskille en
udyrkbar, paa hans dyrkbar england, og var han kommen med dette lille stengjærde
ned til en af na-
turen dannet urd, der ligger saa langt i S.V. for gaardens huse, at
den ei kan sees derifra, og ved at se sig om i urden, efter den nødvændige
sten til gjerdets opførelse, løftede han op en liden helle
der laa mit i urden, og som dekkede et lidet firkantet rum, neppe saa stort,
at de fundne ringe kunne have plads. Fire mindre stenheller vare satte
til sidevegge i rummet, og en flad sten dannede gulvet, hvorpaa de omtalte
2 de ringe laa, fri for noget slags jord eller støv. Finderen der
ei havde den mindste kjendskab til ringenes vær,d, over gav dem til
sin broder Hans Pedersen, senere boende paa gaarden Øvrebost i Stordalen,
der var sølvarbeider, og som havde allerede ladet den større
ring, med led paa, gaaet i smeltedigelen, for end fundet blev b bekjendt.
Den i Urda, paa angivne sted, opførte formodning am at ringen som
blev leveret og indsænt til Museet i Bergen, har været en Edsring,
oglagt i sin tid paa alteret i hovet paa Ringstad, falder saaledes bort.
Større sandsynlighed kunne der være for at ringene kunne været
eiet af en privatmand, og at denne har erhvervet den paa vikkingetog,
og paa sinne gamle dage, ved at sidde rolig hjemme paa sin gaard, har haft
ringene i forvaring i urden, hvor de fandts, og da han dødde, havde
ingen kjendskab til, hvor hans skat laa skjult.Øvre og Nedrefurseth er 2 de gaarde ovenfor sistnævnte
gaard Nedreberg. Bemeldte gaard NedreFurset maa jeg omtale her,
fordi, at der her en øf opsidderne er obvaret 2 de gamle skjindbreve,
hvoraf det ene er omtalt imine historiske bemerkninger. Paa ØvreFurseth
fandt jeg en rundhaug ovenfor gaardtunet, ogsom for lang tid tilbage har
været opkastet. Haugen kaldes af opsidderne paa gaarden “Pengekjedlen”,
uvist hvorfor.Auneberg eller Aneberg, ogsaa Arneberg kaldet, er den øverste
gaard idet vestligste daleføre. Gaar~den skal have faaet sit navn
af dens første opsidder Aune, som skal ligge i haug paa et sted
nedenfor gaarden Kjelshaugen kaldet. Hvor denne haug ligger, har man god
udsigt over nesten hele Strandedalen, da Aunebergs gaardtun der imod har
mindre god udsigt. Kjelshaugen befandts ved min undersøgelse, at
vere udgravet i toppen.Sve og Hambastad ere 2 de gaarde beliggende ikke langt fra hinanden
i den egentlige hovedal, der grendser til Syndelven. Gaardsnavnet Sve rettere
Sving, kommer deraf, at baade dalen og hovedelven som gjennomstrømmer
dalen gjør her en betydelig sving til øst, medens gaarden
Hambastad skal vere opkaldet efter sin første beboer ved navn Hambal.Sagnet forteller, at efter at sortedøden havde gjort de fleste
gaarde her i dalen, baade herreløse og eierløse, sadte 2
de brødre sig til formaal at gjenoptage hver sin gaard her oppe
i dalen.
En af brødrene, der var noget snarraadigere end hin, gjenoptog
til beboelse gaarden Hambastad, og da nu hans broder kom efter, tog han
til at opføre sig de nødvændige huse paa Sve eller
Svingem, og at tage denne øde og af farsotten forlatte gaard i formelig
beboelse. Dette kunde Hambastamanden ikke fordrage, at broderen vilde gjøre
ham saa nær naboskab, da han havde til hensigt at underlægge
sig til eiendom lange landstrekninger der rundtom, og Sve og Hambastad,
ligger ikke synderlig langt fra hverandre. Men da svemanden ei vilde fravige
sin fattede besluttning, besluttede brøderen paa Hambastad at dræbe
ham ved given leilighed.Engang da svemanden vilde gaa ned gjennem dalen, og kom ned til en
stor sten, paa Sveens bømark, stod broderen ambastamanden paa lur
bag stenen, og gav han svemanden banehug saa at han faldt om og dødde.
Stedet blev betegnet med et traekors, som til forskellige tider skal have
blevet fornyet, og hin store sten kaldes endnu Korsastenen. For væl
100 aar siden, da hovedveien blev anlagt gjennem dalen, og da veien blev
anlagt tæt forbi Korsastenen, og ved at tage de nødvendige
grøfter til veien, traf man ei allene paa en grav, hvor et menneskeligt
lig engang havde været nedlagt, men og et omfaldet gammelt trækors
1 alen dybt i Jorden. Sagnet tilføier indvidere, at Hambastamanden
blev for
dette brodermord fradømt til Strandens kirke sin gaard
Hambastad, i hvis eie gaarden endnu er.Anmærkninger.
Ifølge Aslak Bolts Jordebog, lagde en Amund Olafsen til evindelig
eie under Erkebiskopstolen i Nidaros 10 Maaneders madboel i Upsvik for
fader sin. (:Det vil sige for hans faders sjæl:) Den anden halvdel
i Upsvig lagde Gaute Amunds broder til stolen, for sin sjæl (:Sjælemesse:).
Allerede før, medens at Upsvik var selveiergods, indtraf der paa
gaarden et ulykkestilfelde, derved, at en del af Upsviks ungdom en dag
paa haard sneføre, havde sadt sig alle ien slede og med denne bar
det afsted lige paa søen, da terenæt var haldende stærkt
mod søen, og de af ungdommen som ikke laa læmlest oppe i høhæssierne
(:disse staar ude her om vinteren:) strøg lige paa søen,
og alle bleve døde.For at udsone de hedenfarnes sjæle for tunge Qvaler med fromme
gaver til milde stiftelser, beslutted foreldrene til hin hedenfarne ungdom
at give af deres odelsjord Upsvik 1 BP [?] 12 mark [1
pund 12 mark] til Strands kirke, og [?] 9 mark til Nordals
kirke, dog ikke bygselret, men bare landskyldrettighed. For Nordals kirkes
vedkommende er den naevnte landskyld for en del indløst af opsidderne.
I gamle dage var Upsvik Thingsted for Dale skib-
rede, da jeg har set mange skindbreve der har været udstedt
paa thinget i Upsvik, ligesom gaarden Upsvik i aaret
1604 var beboet af lensmanden for Dale skibrede,
Oluf Upsvik.Folkesagn
Dvergen paa Dus.Gaarden Dus ligger paa den søndre side af elven der kommer
ned gjennem Strand dalen, lige over for Prestegaarden
Slyngstad paa elvens nordre side. Paa benevnte Gaard
Ous har man i fortiden været mere udsadt for Dvergens
nærgaaende Drillerier end andensteds i Stranddalen.
Det er bekjent nok, at dvergen altid gaar ien graae
vadmelskjole, med en liden rund hat paa hovedet,
og af størelse som et 12 aarsgammelt baren. Gjør
man ham det aller mindste fortred, saa er man sik-
ker paa at han hevner sig enten paa Folk eller kre-
ature, og at han af ogtil dvergslaar [?] kjøer og kalve
for de af bønderene der fikserer ham, hører til Dagens
orden. Paa bemeldte gaard Dus, havde en dreng i
kaadt overmod engang svert fikseret en dverg,
men herfor fik han ogsaa af dvergen den fortjente løn. Drengen
fik hverken Rast eller roe for dvergen, om natten saavel som om dagen gik
han aldrig fra ham, saa drengen hverken fik hvile, eller knapt faa sig
mad. Drengens foreldre saa sig derfor nødttil at sende sin søn
indtil Nordalen, til nogle af deres slektninge, og den dagen drengen skulde
reise afsted til baade, tog dvergen landveien efter, indtil han kom indtil
Upsnes, hvor nogle steile Fjeldhamre gaar lige ned i søen saa at
han ei kunne komme lengere, gav han sig til en stund at kaste stene efter
baaden, men maatte han dog til sidst skamfuld vende tilbage til Dus. Fra
den tid blev det drengens fader paa Ous, som især var udsadt for
dvergens efterstrebelse: Engang skulde manden paa Dus tage skindet af en
slagtet kalv, og holde han til ind i ildhuset. Medens han flaaede, stod
dvergen tet bag ham og skubbede bestandigt til mandens haand med hvem han
holdt kniven, saa at han af den aarsag skar adskjllige huller paa skindet,
men nu havde mandens taalmodighed ogsaa en grense, han tog nu i haanden
den store bilen sin, hvormed han havde slaget kalven, kastede den af livsens
kraft udigjennem døren efter dvergen og idet at denne skreg forforferdeligt
[?], forsvandt den for stedse for mandens øine, og siden har ingen
kunnet sige fra,
at have veret forulempet af dvergen paa Ous.
Marte Kjølaas.
Stafseth, hedder en setter, noget tilfje[l]ds i Strandedalen, hvor opsid-
derne paa gaarden Kjølaas støler med sine kreature. Paa
bemeldte Stafseth har i fortiden, de underjordiske haft mere tilhold end
paa andre steder rundt om i bygderne, og om derer tilhold her, har man
mange frasagn. Engang, fortelles der, tog de underjordiske indtilsig i
Bjerget, stølsgjenten, som de beholdt hos sig i hele 8 te dage.
Det var ikke at undres paa da, at baade foreldrene hendes og andre kjendinger
af hende bleve bange for hende, da hun blev saa lenge borte, da tiden overskred
meget den sedvanlige tid, at folk pleier at vere borte, naar de bliver
indtagen i bjerg af haugfolket, men de skjønte grant aarsagen til
hendes lange fraverelse, thi Marthe Kjølaas, (saaledes hedte hun)
var en vakker og Gjente, og derfor var det i sin gode orden, at nogen af
de underjordiske ungkarle friede tilhende og vilde have hende til kone,
og at man ikke tog feil i denne formodning, fik man bekreftelse paa af
gjenten selv, da hun efter sin hjemkomst fortalte hvorledes hun havde det
i underverden. Man brugte alle mulige anstalter, der for havde vist sig
virksomme, til at faa folk tilbage fra underverdenen, saasom preken og
klokkeringing, men det var lenge til liden eller ingen nytte. Omsider fik
man overtalt stedets prest, til at indfinde sig paa
Stedet, hvor man antog at gjenten var indtagen. Han var,
naturligvis som almindelig ved saadane leiligheder, iført sin
almindelige Messedragt, ognu talte han mange alvorsord til haugfolket,
at der vilde timer(?) dens den største ulykke, dersom at de ikke
tillod, at gjenten kom tilbage, og si dette verkede, anden dagen kom gjenten
tilbage ind i stølsboden, dog ien saadan tomset forfatning, at man
for det første ei kunde faa vide det mindste om, hvorledes hun havde
haft det i underverdenen. Hendes ydre udseende afgav ogsaa et tydeligt
bevis paa, at haugfolket tilslut ei havde behandlet hende paa den lempligeste
maade; thi de havde, nemlig, af raget hendehaaret af hovedet, saa
at hun aldeles nu var blottet for det lange fagre haar, som hun ofte før,
havde gledet sig ved. Endelig fik man hende til at rykke ud med sproget,
og nu fortalte hun om sin skjebne følgende fortelling: Den morgenen
hun blev indtagen til de underjordiske meden at hun stod ferdig at begive
sig hjem, som sedvanlig, fra setteren, kom der en kone som hun ikke kjente,
og bad hende om at følge sig til hendes bosted borte i holtet, for
at vere hende behjelpelig ved at tilse en af hendes kjøer, der var
syg, da den ei kunde blive af, med kalven. Hun fulgte nu konen hen til
en holt, et godt stykke fra setteren, og før end hun vidste ordet
af, var hun kommen ind ien fjøs, hvor der paa en af baasene stod
klavebundet en vakker .ku, sort af farve, og som var i ferd med at føde
en kalv. Nu
syntes hun var den fremmede kone behjelpelig, ved at
anvende de midler som hun viste man benyttede hjemme i hendes
egne bygder, og koen blev forløst med kalven. Nu sagde konen
at gjenten maatte følge hende indi Stuen deres, for at faa lidt
trakemente, som løn, for den velvilie hun havde vist hende. Gjenten
syntest med et, at være kommen indi en rummelig stue men hun saa
ikke andre folk indi, end netop denne konen. Hun fik der baade mad og drikke,
og det af det bedste slags, og da hun havde spist, bad konen hende om at
hun skulde give til roe her, og om mulig at giftes med hendes haabfulde
søn, der nu, i forening med sin fader, hendes mand, er henne i skoven
og hugger tjøreved, til at brende tjøre af, som de hver sommer
reiser til Bergen med, og kjøber hjem kostbarheder for. Og idet
gjenten adlød opfordringen, sagde konen til hende, at nu om aftenen,
naar hendes mand og søn kommer hjem fra marken, maa hun ikke blive
bange, fordi hendes mand har ikke videre noget vakkert udseende, men i
modsetning her af, er hendes søn saa meget vakrere, at hun vist
for den sags skyld, vist ville giftes med ham. Da nu fader og søn,
om aftenen kom hjem, blev gjenten saa rent forelsket i Mom, saaledes hedte
han, at hun paa hans inderlige opfordring og ønske, beslutede sig
til at giftes med ham. Men just som man var i færd
med tilstellingerne til brøllups, paabegynte man i oververdenen
med alle mulige anstalter for at bevirke hendes tilbagekomme fra
de underjordiske. Hun syntest selv nu, lit efter lidt, at føle
lyst til at komme hjem til sine oprindelige omgangsfeller, og hun saa tillige:,
at de midler disse anvendte, i hensigt at skaffe hende tilbage, virkede
lidet , eller intet paa de underjordiske, i hensigt at slippe hende løs,
indtil at presten indtfant sig, som oven for er sagt, i nærheden
af deres bolig, og talde de drøie [?]alvorsord til dem, at de maatte
slippe hende løs, thi da bleve deres kraft at holde hende tilbage,
ligesom lammet, kun forlangte hendes forlovede, at han maatte faa lov til
at tage en favre , løkke af hendes s skjønne haar, til
erindring om sin elskede, som han nu saa bra[a]dt skulle skilles fra. Dette
ønske vilde hun indvilge ham. Men hvorledes det her[v]ed[?] foregik,
vidste hun ikke videre forklare, nok var det, at siden , ved sin hjemkomst
befandte hendes hoved aldeles afraget for haar, saa at hendes forlovede
havde taget sig en klekkelig løk, men gjentens hovedhaar, vo~<te
aldrig mere fræm, lige som hun fra den tid, sit
hele liv, blev og var, lige som tomset.Hr. Ebbe Madssen.
Som bekjendt var Hr. Ebbe Madssen sogneprest til Ørskaug
fra aar 1589 til 1629. Han skal, ifølge sagnet, have
veret svært glad i det smukke kjøn, lige som han ikke altid
tog det saa nøie, om det var gifte koner, naar han bare fik kjærtegne
dem og give dem et vænligt smil eller et kys, og denne dyd, havde
denne prestemand til felles med sin tids prestestand, der et altid gjorde
det til sin pligt, at overholde kydskhedsløftet. Det skal især
have veret i Søkelvens sogn, at presten Ebbe Madssen under sine
husbesøg gik vel vidt iden nevnte henseende, hvor det ikke sjeldent
gik ud paa voldtegt paa gifte koner , naar disse vare skjønne og
en fryd for dalen, thi det var især Velldalens smukke koner der vare
udsatte for hans nærgaaendhed i det stykket. Nu og da gaves gaardmændenes
harm luft , over et saadant uvesen, især ved aar 1599, da de fik
istand en klage over presten, og med denne reiste nogle gaardbrugene fra
Velledalen, til Aalesund, i Haab om, at overlevere den til kong Christian
den 4 de, som da var ventendes did, paa sin reise fra Vardøhuus.
Da det kom til stykket, at de skulle overlevere klagen i kongen[s] hænder,
kviede de fleste sig til det verket, saa at en tid hengik, uden at nogen
af søkelvsmændene torde paatage sig at overlevere klagen i
kongens hænder. Endelig var kongen allerede, med sine hoffolk kommen
ned i Baadene, og
skulde noget gjøres i den antydede retning, saa var øieblik-
ket kostbart, thi nu var kongen færdig at tiltrede sin reise
sydefter. Endelig tog en mand fra Brunstad mod til sig, tog
brevet (klagen) i sin haand, gik ind paa baaden hvor det høie
herskab allerede havde ordnet sig til sede. Men nu opstod den største
forlegenhed for Brunstadmanden, at han knapt kunde skjelne kongen fra de
øvrige af de høie herrer, thi til kongen selv vilde han overlevere
brevet. Nu tog brunstadmanden til at spørge enhver med guldgalvner[?]
broderet person, han gik forbi i baaden: Er du konge, er du konge, er du
konge? osv. men tilsidst kom han endelig hen til kongen selv, som navngav
sig, og han modtog brevet, leste det, stak det i lommen idet han lovede
sagen et godt udfald. Nu blev Brunstadmanden saa rent begjestret, over
den venlige modtagelse han fandt hos kongen, at han isit sedvanlige søkelvsmaal
lykønskede kongen med en lykkelig hjemreise, idet han sagde: “Vor
Herre gje dokke ei lukkele heimreis konge! Den Herre si [som] leidsakte
Israels børn igjønnaa dæ raude hav, han leidsaka dokke
no lukkele heim.” For en saadan en enfoldig lykønskning fik Brunstadmanden
et Guldstyk-
ke (guldpenge) som kongen tog op af lommen og gav ham.
Anmerkning
Kong Christian den 4 de forhastede sig ikke at raade bod
paa Velledalsmændenes klagemaal, han vidste med sig selv,
at han ikke var saa nøiregnede i det stykket, thi natten
før, eller saa omtrendt, havde han under sit ophold paa Brunholmen
i Aalesund, besvangret en pige fra gaarden Blindheim i Søkelven
(:Se mine Folkesagn:) saa at det maatte flere paamindelser til for en kongen
skred til handling. Først aar 1620 den 27 marts skrev han til Knud
Gruble[?) befalingsmand paa Søndmøre, at han skulde undersøge
Hr. Ebbe Madssen sogneprest til Ørskaugs hans forhold, og kunde
han finde den brøde hos ham bevislig, hvorfor han var angivet, da
tilbørligt at straffe ham. Ebbe Madssen har vist at give smørring
der hvor denne behøvdes thi der er al sandsynlighed for, at sagen
mod ham er bleven dysset i søvn, i ald fald ser jeg
at han var prest til Ørskaug lige til sin død aar 1629.Se mine bemerkninger om Ørskaugs kirker og prester,
pag 29.Peder Fylling
Teiknforklaring:
(…) Paranteser i P.Fyllings manuskript.
[…] Merknader til teksten påført av utskrivaren ved utydeleg skrift, uforståande ord, vantande bokstavar o.l. i originalmanuskriptet.
Merknader til avskrifta
A.) Prøvestikk i samband med ØK-registrering sommaren 1983 synte at haugen truleg er ei kolmile.
B.) C.) D.) E.) F.) G.) H.) : Jamfør Per Fett: “Førhistoriske minne på Sunnmøre. Stranda prestegjeld.”
I.) Dette er Strandadalens svar på Kain og Abel !
J) Munch P.A. : “Aslak Bolts Jordebog.” Christiania 1852. Sidene: 81-82.
K.) Jamfør, Olav Langlo: “Stranda Bygdebok III. Ættebok for Stranda.” Side: 269. under husstand nr. 111,112 og 110, men NB dette korkje daterer eller gjer segna sikrare.
Transkripsjon: Arne Solli, Bergen, januar 1984.
Orginal: UBB, manuskriptsamlinga, MS 185n
Tilrettelegging for WWW
Arne Solli, desember 1998
Korreksjonar: 15. april 2002Nypublisering: 2015